Brunsviger

Den fynske Brunsviger er en legende, og fynboer vil nok fortælle dig, at det er den bedste kage du kan smage. Om det er den bedste kage, ved jeg nu ikke, men den smager rigtig godt.

Ingredienser

Dejen:

  • 2½ dl mælk, gerne sødmælk
  • 50 gram gær
  • 100 gram blødt smør
  • 2½ spsk. sukker
  • 1 tsk. Salt
  • 4 æg
  • 600 gram mel (måske lidt mere)

Fyldet:

  • 200 gram brunt farin
  • 200 gram smør

 

Fremgangsmåde

Opløs gæren i mælken, alle ingredienserne æltes derefter sammen, melet lidt af gangen, dejen må ikke blive for tør. Det kan være en fordel at anvende en røremaskine. Dejen skal være lind og let flydende.

Smør en bradepande med olie og kom nu dejen op i formen, lad dejen hvile i 5 minutter inden den fordeles ordentligt i formen. Når dejen er fordelt ordentligt, så den fylder hele formen, skal den hvile i ca. 1 time. Og imens kan fyldet blive lavet.

Ingredienserne til fyldet kommes i en lille gryde og varmes igennem ved svag varme, når massen er sammenhængende og jævn, kan den fordeles på den hævede dej.

Når dejen er færdig med at hæve, hældes fyldet ud over, så det er jævnt fordelt, der trykkes nu huller med fingrene i hele dejen, så fyldet flyder ned i fordybningerne. Nu skal dejen hæve 15 minutter og herefter bages ved 200 grader i ca. 30 minutter, det er vigtigt at du holder øje med kagen, da bagetiden kan variere fra ovn til ovn og alt efter hvilken form du har valgt.